Sri Lanka

Vores vante rejseform er relativt primitiv – dele af familien mener endda at den er meget primitiv – for at kompensere for det er vi engang imellem nødt til at tilføre rejserne et lille drys af luksus.

Lad det bare være sagt med det samme – vores tur til Sri Lanka blev på et komfortniveau der bliver alvorligt svært at gøre efter!

Endnu en gang fik Land Roveren lov at blive hjemme, denne gang til fordel for en Toyota Hiace med chauffør fra Jayasinghe Tours…! Det er en helt almindelig rejseform på Sri Lanka, og selvom det gør lidt ondt for inkarnerede overlandere, så giver det faktisk rigtig god mening. Når man så oven i købet er så heldig med chaufføren, som vi var, så er den rejseform også en mulighed for at få en kæmpe indsigt i livet på øen, om sameksistens mellem religioner, borgerkrige og tsunamier.

Der er så meget kultur og historie på Sri Lanka, og den del der har med kolonitiden at gøre kan man virkeligt mærke på nogle af de ikoniske hoteller. Normalt opsøger vi ikke ligefrem hoteller på vores ture – tvært i mod gør vi en del for at undgå dem. Men på denne tur var det bare anderledes.

For at få lidt af oplevelsen af Sri Lankas kolonihistorie, havde vi valgt turens første overnatning i Colombo, på et af Sri Lankas ældste hoteller – Hotel Mount Lavinia. Et smukt sted, lige på kanten af det indiske ocean.

Stedet har været drevet som hotel i mere end 200 år, men oprindeligt var det opført som privat bolig af den engelske Guvernør Thomas Maitland. Han var åbenbart ikke helt tilfreds med de faciliteter flåden kunne tilbyde i Colombo, så han fandt sig et godt sted lidt uden for byen. Her kunne han nyde den flotte natur og ikke mindst den lokale og ganske smukke mestizodanserinde Lovina Aponsuwa, han havde indledt en hed affære med. I forbindelse med opførelsen af sit hus fik guvernør Thomas bygget en tunnel der gik mellem Lovinas hus og hans egen vinkælder. Desværre for guvernør Thomas sendte admiralitetet ham til Malta allerede i 1811 – men hans hus og en del af tunnelen er stadig tilbage. Hotellet har i øvrigt dannet kulisser til en del af filmen “Broen over floden Kwai”, som jo ellers foregik i Thailand.

Fra Colombo tog vi turen sydover til den gamle hollandske bastion ved Galle og badebyen Mirissa.

Galle var igen en snert af kolonihistoriens vingesus. Galle var den primære indgang til Sri Lanka, da Portugiserne tog herredømmet i det 16. århundrede og blev senere udviklet af hollænderne da de tog magten i det 17. og 18. århundrede, inden englænderne altså kom og flyttede fokus til Colombo.

Mirissa er en badeby, og et fantastisk udgangspunkt for hvalsafari.

Ganske få kilometer fra kysten er der en dyb forsænkning i havbunden. Det giver blåhvalerne så gode livsbetingelser af der lever en stor bestand der ikke har behov for at migrere. Det betyder at der kan opleves blåhvaler hele året. Vi tog selvfølgeligt på hvaltur, fik fuld valuta for pengene og en seriøs søsyge – Lukas var last man standing. Desværre har man valgt at lægge en international skibskorridor lige igennem dette unikke habitat. Det betyder at der hvert år bliver dræbt hvaler, simpelthen fordi de bliver sejlet ned af kæmpe store containerskibe og supertankere. Det ville være lykkeligt hvis man kunne blive enige om at sejle bare 50 – 100 km sydligere. Det kan vel næppe have den store betydning på en rute mellem Singapore og Middelhavet.

Ved Mirissa boede vi to steder:

Første sted var igen i super luksus, i Sri Sharavi Villas. Et helt fantastisk smukt sted, selvfølgeligt helt nede ved stranden, med 42 m saltvandspool, vanvittigt lækre værelser og med betjening i en klasse der er langt over vores egen… Vi havde butler!

Andet sted følte vi os mere hjemme. Her var der tale om traditionelle bungalows på strandbredden, mere vores standard og stadig smukt og lækkert. Her havde vi fornøjelse af at flække hjemmeplukkede kokosnødder og bade i meter høje bølger og i øvrigt at spise middag med nogle venner fra Odense der tilfældigvis havde lagt vejen forbi samme sted – lille verden! Vi lærte også lidt om solcremes evne til at modstå badning i kæmpebølger. Vi blev allesammen forbrændt, fordi solcremen blev vasket af, men vi blev dæleme også smidt rundt i bølgerne.

I den kulturelle afdeling besøgte vi en 140 m høj Budastatue og ringede solen ned fra klippetemplet i Mulkirigala.

Vores tur forsatte videre mod øst, til Yala nationalpark. Håbet var at komme til at se en del af dyrelivet i området. Stedet er kendt for at der både lever sorte bjørne, leoparder og elefanter. Efter to safarier kunne vi sætte kryds ved alle tre, samt i øvrigt en hel del fugle, krybdyr, aber, desmerdyr mv.

I Yala boede vi i Cinnamon Wild, i lækre klassiske safarihytter og med en god stemning af Afrikas savanne. Behøver vi sige at det var vild luksus?

Fra Yala kørte vi op i højlandet til Ella. Ella ligger midt i en del at Sri Lankas mange teplantager. Vi besøgte en tefabrik, der var nabo til vores guesthouse. En tefabrik er godt nok ikke nogen evolutionær attraktion, men det var sjovt at se processen fra grønne blade til udrikkeligt bittert grøn te. Til gengæld var det interessant at bladene blev plukket af lavtlønnede sydindiske kvindelige immigranter, der var villige til at udføre det hårde og trivielle arbejde til en endnu lavere løn end de lokale. Længe leve Fairtrade, der er tilsyneladende altid nogle der kan udnyttes.

Mellem Ella og Nanu Oya kører en af verdens flotteste jernbaner. Vi hoppede på toget og nød turen på 3. klasse, igennem slugter og tunneler, over broer og bjergpas, igennem skove og små byer. Vi har altid godt kunne lide at køre med tog. Jernbaner kører som regel igennem områder, hvor vejene kører udenom. En del af turen delte vi toget med en lokal drengeklasse fra Ella – de havde en fest hele vejen, og havde udover deres sangtalent medbragt trommer, så stemningen var høj. Forholdene på 3. klasse var i øvrigt ikke ringere end DSBs standard, til gengæld kørte toget til tiden og der kom faktisk også en togstewardesse gennem toget…

Ikke langt fra Nanu Oya ligger Nuwara Eliya – endnu et levn fra englænderne. Når man læser rejsebeskrivelser om byen er der mildest talt delte meninger. Vi tilslutter os nok gruppen, der stemmer for at springe besøget over. Det er jo også nemt sagt når vi har været der, men den havde ikke så meget at byde på!

Og så kom vi til en milepæl i vores rejsehistorik. Linnea og Lukas var nødt til at forlade os, for at komme hjem og passe efterskole og gymnasium. Vi har jo rejst opdelt mange gange tidligere, men det var første gang vi skulle dele familien på den led. Vi tog derfor allesammen til Negombo og efterlod vores store børn i lufthavnen i sikker tro på at deres store rejseerfaring nok skulle bringe dem sikkert hjem til Danmark. Og selvfølgeligt gjorde den det, men de skulle lige diskutere med Qatar Airways om det rimelige i at et overbooket fly skulle være deres problem. I Negombo boede vi i et guesthouse, som absolut ikke kan anbefales. Stedet var pænt og rent, og lå helt perfekt i forhold til lufthavnen. Men ejerens holdning til sengalesere var rigtig ubehagelig og mindede grangiveligt om noget vi før har set i Sydafrika – pudsigt nok var han tilflytter fra netop… Sydafrika..!

Resten af os fortsatte turen til Kandy. Kandy er Sri Lankas gamle hovedstad og er nok mest kendt for templet der opbevarer Budas venstre hjørnetand. Tanden blev smuglet fra Tibet til Sri Lanka i Prinsesse Hemamalis hår. Det kandyanske kongerige var den del af Sri Lanka som beholdt sin uafhængighed fra kolonimagterne længst, indtil det overgav sig i 1815 til englænderne.

Vi valgte at bo på et hotel lidt udenfor Kandy. Efter at have været inde i byens lettere kaos, var det dejligt at kunne trække sig tilbage til rolige omgivelser i bakkedragende omkring byen. Vi havde valgt Elegant Hotel. Valget var lidt tilfældigt, og bestemt ikke på baggrund af navnet – der på de kanter kan dække over hvad som helst…

Elegant Hotel viste sig at blive vores hidtil bedste hoteloplevelse, samtlige rejser inkluderet!

Det var enkelt, smukt beliggende og indrettet og så var hele stemningen gennemsyret af ejerens holdning om at hvis kvaliteten var i orden skulle indtjeningen nok komme, og at hans medarbejdere følte et enormt ejerskab for hotellet. Det er sjældent der skal gives topkarakter på tripadvisor, men her skal der.

Efter at have besøgt Toothtempel, den smukke botaniske have og forsøgt at undgå at blive kørt ned, rejste vi videre til Dambulla og Sigiria.

I Dambulla var hovedattraktionen det fantastiske huletempel, der er Sri Lankas bedst bevarede af slagsen. Templets historie strækker sig helt tilbage til århundredet før vores tidsregning, og består af 5 huler med 153 Budastaturer og en unik samling af vægmalerier.

Sigiria og komplekset omkring Sigiriaklippen stod for et af turens kulturelle højdepunkter. Klippen rejser sig lodret 200 meter op over det rimeligt flade terræn, og har gennem århundrede dannet ramme for et budistisk tempel og et palads for Kong Kasyapa i det 5 århundrede. Han var ældste søn af den tidligere konge og hans konkubine, men var ikke den retmæssige arving til tronen, fordi kongen også havde en søn med dronningen. Kasyapa valgte derfor at slå sin far ihjel og stjæle kronen fra sin bror.

Broderen flygtede i eksil i Indien, hvor han samlede en hær. Imens var Kasyapa så bange for broderens hævn at han forskansede sig med sine mere end 500 konkubiner på Sigiriaklippen og omdannede det til et kæmpe fæstningsværk.

Historien endte iøvrigt med et opgør mellem de to brødre. Kasyapa valgte at tage sit eget liv og broderen gav Sigiriaklippen tilbage til munkene.

Desværre valgte munkene at censurere en del af Kasyapas mange vægmalerier af sine letpåklædte konkubiner. Om det var guds straf for deres vandalisme skal vi ikke gøre os kloge på, men de blev alle sammen udryddet af en malariaepidemi nogle år senere.

Turens sidste stop blev, ligesom det første, på et af Colombo fashionable hoteller fra kolonitiden – Hotel Galle Face.

Galle Face blev bygget som en hollandsk villa, der dannede de sociale rammer for kolonitidens gentlemen, men blev omdannet til hotel i 1864 af de driftige og entreprenante britiske koloniherrer – i slutningen af det 19. århundrede blev hotellet anerkendt som det bedste hotel øst for Suez.

På hjemturen fik Burger King endnu en gang skrevet sig ind i vores rejsehistorie. Hvor vi lykkedes med at få skovlen under Burger King i Buenos Aires, så fik Burger King sin søde hævn i Doha. Vi var syge hele vejen hjem fordi vi ikke kunne fordøje de rå mængder af kød, og så kan selv en 6 timers flyvetur føles lidt lang…