Africa – following Dr Livingstone… we presume?

Harare 6. okt. 1997

Vi har allerede været i Afrika i 9 timer, og vi har ikke set så meget som et eneste vildt dyr endnu! Spørgsmålet er om vi kom for sent? Måske skulle vi bare være lidt tålmodige og vente til vi kom væk fra Harare og byens inferno og næsten 2 mio. indbyggere…

Vi ankom til Harare ved middagstid, efter først at have fløjet med en usselhed af en lille Boeing 737 fra CPH til CDG. I CDG skiftede vi til, en for os, mere passende Boeing 747-400GTI. Med den fløj vi til JHB, hvilket var lidt overraskende da vi troede vi var på vej til HRE. JHB var da også kun en mellemlanding, så vi fløj videre til HRE, som vi jo allerede havde passeret en gang,  dog oppe i ca. 33.000 fod.

Til trods for de uforståelige forkortelser kom vores bagage også frem!

Vi skal på overland ekspedition i morgen. Det er ikke så overraskende at vi skal på ekspedition – det er mere det, at det allerede er i morgen. Men fint nok, det kan jo være der er flere dyr derude.

Vi har mødt dem vi skal rejse med: 2 guider, 4 mænd, 1 vegetar, 1 glutenallergiker, en læge, 3 sygeplejersker, 8 australiere, 2, danskere, 3 fra UK og 1 der mangler – 13 i alt.

Vi tjekkede ind på et hotel, der hed Selous Hotel. Det var godt, rent og pænt og temmelig dyrt, i hvert fald i forhold til det vi er vant til. Så derfor var det godt at vi allerede skulle på overland ekspedition i dagen efter – så blev der også flere penge at putte i dyrene.

Mopani Park Farm 7. okt.

Vi kørte fra Harare ved 1-tiden. Inden vi kørte nåede vi at handle lidt moskito reppelant og se lidt af Harare. Og klokken 1 så vi så, for første gang, det der skal være vores hjem de næste 9 uger – en Mercedes overland truck fra Exodus.

Vi kørte til Mopani Park Farm der er en game-park, ejet af private. Vi har slået lejr og har spist Elan-hjort til aften. Elan er større en Impala, men de skulle, efter sigende smage ens.

Mopani Park Farm 8. okt.

Vi startede klokken 6:30 i morges.

Vi havde en aftale klokken 8 og vi skulle nå at spise morgenmad inden, så vi var tidligt oppe.

I går blev vi spurgt om vi var interesseret i lidt hesteridning. Og det var selvfølgeligt – vi er jo helt vilde med heste…!

Når min hesteskræk var overvundet, var det faktisk en ret fed tur. Vi red ca. en time ud til en flod, hvor vi arrangerede en omgang hurtigt hestestrip og red ud i floden. Da vi kom så langt ud at hestene ikke længere kunne bunde padlede vi dem videre. Nej, de svømmede selvfølgelig selv og det var en fantastiks oplevelse at blive svømmet rundt i vand til livet. Det var dog med nød og næppe at jeg kunne styre den vilde og utæmmede fuldblodshingst, der var min. Hesten hed Thunder-storm – tror jeg.

Resten af dagen hyggede vi os ved farmens svømmepøl, så på polo-cross og læste. Alt i alt en dejlig dag i Zimbabwe.

GZR 9. okt.

I dag – det vil sige i går, da dette bliver skrevet i morgen, eller i hvert fald dagen efter det skete – forlod vi Mopani kl ca 8 og kørte til Masvingo for at handle ind. Lene og jeg gik i byen for at hæve penge. Vi prøvede forskellige steder, men stoppede da vi rendte ind i en demonstration. Der var temmelig mange, temmelig sorte og temmelig ophidsede landarbejdere og de havde diverse haveredskaber med sig.

Vi gik en anden vej og endte i Barclays Bank, hvor den clark vi talte med var helt utrolig. Han kunne ikke forstå at Lene havde to forskellige efternavne, men da vi fortalte ham at Lene var blevet gift og derfor havde fået lavet en ændring i sit pas, var han meget interesseret i os osyntes det hele var vældigt godt. Han spurgte ikke ind til hvor mange kreaturer jeg havde fået i medgift, men det var nok bare af høflighed.

Vi fik vores penge og kørte til The Great Zimbabwe Ruins (GZR), hvor vi slog lejr og hyggede os.

Det har regnet hele dagen, faktisk en meget traditionel dansk forårs regn, hvor det stille siler ned og er tåget og koldt. Til gengæld er det ret usædvanligt i troperne, hvor det som regel enten er tørt og pisker ned i torve. Så her er vi altså, 10.000 km sydpå, og det regner. I øvrigt skal vi vaske op nu – Vor Herre skyller af, Lene vasker af og jeg tørrer.

Bulawayo 10. okt.

I dag var vi igen tidligt oppe. Vi spiste pakkede telte, vaskede op inden klokken 8 – så det er altså ingen badeferie det her.

Vi kørte igen til Masvingo, alle veje fører til… som man siger på de kanter. I Masvingo handlede vi igen ind. Denne gang havde Lene og jeg ansvaret for at regne ud, hvor meget der skal handles til 13 personer. Det var vi ret seje til og efter 20 minutter var det overstået, inkl. Indkøb af bananer på det lokale marked.

Fra Masvingo gik turen til Bulawayo. Vi bor på en helt almindelig campingplads med gode bade- og toiletfaciliteter – luksus når man skal have vasket våd trafikfilm af kroppen, efter 8 timer på ladet af en åben lastbil.

Det er holdt op med at regne. Det var åbenbart kun lokalt over GZR – og så undrer arkæologerne sig over, hvorfor de blev forladt så hurtigt. Det kan vi godt forklare og vi gjorde det også selv!

Vi skulle egentligt have vært i drive-in bio med lastbilen, men det blev aflyst. Vi kunne ikke finde popcorn og desuden var biografen lukket.

Vores madlavning gik perfekt, vi oven i købet ros fra alle – også fra vores vegetar og glutenallergiker. Vi havde beregnet rigtigt, der var kun så meget tilbage at vi kunne se der havde været nok.

Bulawayo 11. okt.

Puha, jeg har lige købt et skakspil af Rog. Brættet er lavet af bøffellæder, de hvide brikker er af wild olive tree og de sorte er af ironwood. De er alle udformet som vilde afrikanske dyr. Det er helt vildt flot håndarbejde, men jeg kom også til at bruge halvdelen af vores safaribudget. Udover at bruge en masse penge, har vi været på vores første rigtige safari – til fods.

Vi så 8 – 10 hvide næsehorn, alle indenfor 7 – 8 meters afstand. Vi så også en del andre dyr, men næsehornene var altså en kæmpe oplevelse. De er simpelthen ren panserplade på 4 ben. Der var flere unger og vi fik et godt råd om ikke at løbe hvis de voksne kom efter os. Vi skulle i stedet gå stille og roligt væk. Det blev heldigvis ikke nødvendigt, men de markerede at vi ikke skulle komme tættere på. Ikke at vi forstod hvad de sagde, men deres kropssprog var ret tydeligt, selvom det var pakket ind i panserplade.

Botswana 12. okt.

Så er vi kommet til Botswana. Vi kørte hele dagen, bortset fra et grænsestop og en frokost. Vi har lavet en rough-camp og skal praktisk taget sove mellem alle de andre kryb, så det bliver ret hyggeligt.

Botswana er meget varmt og tørt. Jeg vil tro at her er 5 – 10 grader varmere end i Zimbabwe. Her er meget specielt, man kan se at staten har masser af penge, mens befolkningen ikke har noget som helst at rutte med. Befolkning bor i traditionelle mudderklinede hytter langs de flotte nyasfalterede veje.

Maun 13. okt.

Efter at have sovet i arm med en flok zebraer, stod vi op, spiste morgenmad og kørte de ca 150 km til Maun. Maun er der så ikke så meget at fortælle om, men vi fik handlet ind til vores lejr i okavango-deltaet. Lige nu fiser vi husleje af ved en svømmepøl på en campingplads. Vi har lige spist frokost og ligger nu og fordøjer.

Okavango 14. okt.

Sikke dog en stresset morgen. Vi var lige ved at gå til. Vi skulle gøre klar til at tage i deltaet og madholdene skulle sørge for at få alt med til madlavning og opvask. Vi var det ene madhold, vi skal lave mad i morgen. Det andet madhold lavede ikke en skid. De var åbenbart vant til at få tingene gjort for sig. Nå, men det gik jo alt sammen, så pyt. Vi kom af sted. Det tog et par timer med firehjulstrækker at nå ud til deltaet. Undervejs så vi elefanter, giraffer, masser af zebraer, warthogs og you name it. Det var helt fantastisk. Fra kanten af deltaet foregik resten af turen i kanoer, dvs nogle udhulede træstammer de lokale bruger – de er mildest talt ikke særligt stabile. Vi undgik dog at vælte de par timer turen tog.

Nu har vi slået lejr i en lille skovtætning midt ude i deltaet. Vi har 6 lokale med som guider. Efter lejrslagning, tog vi på bush-walking et par timer. Også her så vi en masse dyr. Det er en ret speciel oplevelse at vandre ude i ingenting og samtidig vide at man kun får øje på 10% af de dyr, der får øje på dig.

Vi går tidligt i seng i dag. Vi regner med at stå op sammen med solen i morgen.

Okavango 15. okt.

Klokken er kun kvart over elleve og vi har været på bush-walking siden klokken seks. Vi nåede at se solopgang over Okavango – ret betagende. Vi er trætte, svedige og møgbeskidte. Vi har gået i 4½, men nu er det for varmt til at lave noget som helst. Det er Lene og mig der skal lave mad, både frokost og aftensmad, så vi må hellere se at komme i gang snart.

Det vi skal lave købte vi for 3 dage siden, spændene når man ikke disponerer over et køleskab.

I eftermiddags var ude og drille en hippo. Vi blev sejlet langt ud i deltaet for at se dyr, vi kom ret tæt på en flodhest. Interessant når man selv er på vandet og flodhesten er det dyr der dræber flest mennesker i Afrika. Ellers tog vi en dukkert i et af flodløbende og slappede af med lidt HOT chiligryde.

Botswana 16. okt.

Vi er på rough-camp igen. Vi forlod deltaet efter en en rask morgentur, tidligt i morges. Vi havde 4 timers transport tilbage til Maun, hvor vi slappede af med frokost og badning, inden vi igen fortsatte turen. Vi er kørt så langt vi orkede, og har altså nu slået lejr ude i ingenting – her er i øvrigt fyldt med skorpioner.

Victoria Falls 17. okt.

Det er noget af et kulturelt chok at komme fra det rolige okavano delta til Vic Falls. Der ude var der kun junglelyde og os selv. I Vic Falls er der totalt overrendt af turister. Det har intet med Afrika at gøre, det er en pengemaskine og en legeplads for adrenalinjunkier. Vi nyder det alligevel, for det er det sidste civiliserede sted vi ser indtil vi kommer til Zanzibar om 2-3 uger.

Vi har slået lejr på en campingplads midt i byen. Her er fyldt med aircon butikker og barer.

Vi har booket os på nogle af adrenalin aktiviteterne – Vic Falls kommer man nemlig i højere grad for at opleve end for at se. Når man ankommer er det første man gør, at booke sig ind på de aktiviteter man vil lave de næste dage: Lene vil ud at ride på mandag, det er et game-ride, så de skal altså ud at se dyr fra hesteryg. Søndag skal vi alle sammen whitewaterrafte på Zambezi-floden, det bliver ret vildt, for der er ikke så meget vand i floden på denne årstid og så kommer vandet pludseligt helt ned mellem klipperne. Der er i øvrigt både kategori 4 og 5 rapids – der er også en 6’er, men den er ikke tilladt at bruge kommercielt. Endeligt har jeg sagt ja tak til at kaste mig selv 111meter ned fra broen med en elastik i røven. Jeg håber dælme ikke den er for lang – elastikken altså.

Vi går op og spiser pizza!

Victoria Falls 18. okt.

Store vaskedag! Vi har vasket hele dagen, bortset fra en smut på posthuset. Det er altid dejligt at få post hjemmefra, så er man da ikke helt glemt. Ellers har vi bare vasket og vasket og vasket. Det kan godt være at det er sjovt at være møgbeskidt, men det hævner sig altid senere, når der skal vaskes.

I eftermiddag tager vi på boose-cruise, vi er nemlig blevet møg kommercielle og vil som følge deraf skide på lokalbefolkningen og deres traditioner – sådan gør man nemlig i Vic Falls. Heldigvis er det kun en forbigående tilstand vi er i – for Vic Falls er det desværre nok kronisk.

I øvrigt er det klogt at drikke gin. Der er kinin i tonic og kinin bruges som behandling mod malaria. Så meget gin er lig med lille risiko for sygdom. Og pyt med at vi får tømmermænd i morgen, der skal vi alligevel kun på livsfarlig rafting. Vores boose-cruise blev super flot oplevelse, hvor vi bla. Så en stor flok elefanter svømme over the mighty Zambesi river.

Victoria Falls 19. okt.

Fedt! Vi har raftet hele dagen. Det var helt vildt fedt. Vi kæntrede 4 gange og røg i vandet mange flere. Floden var helt vild, fordi der er så lidt vand i på denne årstid. Så kommer man helt ned i bunden af flodsengen og sejle, og der er fyldt med klipper. Vi startede kl 7:45 og belv kørt ud til Zambesi. Der blev vi iført hjelme og redningsveste og så ellers af sted.

Første gang vi væltede havde vi fået at vide, at i den rapid skulle vi ikke vælte – ensige falde overbord – så det gjorde vi.

Vi spiste frokost og væltede videre resten af dagen til kl 17. Fed dag. Vi går tidligt i seng, vi er helt flade.

Victoria Falls 20. okt.

Endnu en stor dag i Tarzan og Janes begivenhedsrige liv. Tarzan skulle ud og svinge sig i gummilianerne og Jane skulle på hesteryg. Vi stod ret tidligt op. Jeg havde ligget og vendt og drejet mig, for hvordan bilder man sin forstand ind, at det er sikkert at springe 111 meter i en elastik? Når man står der og vipper med tæerne udover kanten er man (jeg) rædselsslagen. Selve springet var nu en helt utrolig oplevelse, det er virkeligt et adrenalinkick at drøne nedad med 150 km/t i fritfald. Lene nåede heldigvis at se mig springe, inden hun skulle ud på den store bøffeljagt.

Den tur viste sig nu ikke at blive hendes livs oplevelse, så var der mere gang i vores rafting i går.

Vi har i øvrigt lige hørt at der var en der brækkede benet to steder på rapid 5 i dag – det er faktisk lidt skræmmende.

Vi var ude at spise på en alt for dyr restaurant – vi fik krokodille, struds og warthog, rigtigt lækkert. Desuden fik jeg diarre og opkast – men det skulle jeg ikke betale ekstra for.

Livingston 21. okt.

I dag har det været store toiletdag for mig. Jeg fortsatte gårsdagens bedrifter på vores lokale toilet, toilettet ved Victoria vandfaldet og ved toiletterne i centret – alle tre steder var det store seværdigheder med vidt forskellige akustiske forhold. Nej, det har nu ikke været så slemt og vi gik ud for at se rigtigt på vandfaldene – det var en Canon oplevelse, der var overstået på en time, inklusive min tid på potten.

Lene knoklede r…. ud af bukserne hele formiddagen, for at nå alt det sidste, inden vi skulle af sted videre. Sjovt det altid er det sidste man mangler, måske man skulle starte i en anden rækkefølge. Nå, men jeg lå og klagede og stønnede med jævne mellemrum, for at få den fornødne opmærksomhed – jeg mener, jeg var ikke syg for sjov!

Lige nu er vi i Zambia, men kun en havl times kørsel fra Vic Falls. Det er nu meget rart at være væk fra den pengemaskine.

Velkommen tilbage til Afrika.

Zambia 22. okt.

Vi har kørt hele dagen, og lavet rough-camp, sammen med en masse store edderkopper. Så er vi da ikke helt alene.

Chiapata 23. okt

Sove – spise – køre – spise – køre – spise – vaske op – sove. Hvis vi lukkede øjenene kunne vi ligeså godt have været i Blackpoole.

South Luwangwa 24. okt.

Så er der slået lejr på Wild Life Camp, lige i udkanten af South Luwangwa National Park. Det er et rigtigt godt sted, umiddelbart på bredden af et udtørret flodleje. Lene og jeg laver frokost og jeg har skåret mig i fingeren. Efter frokost skal vi på gamespotting, hele eftermiddagen og aftenen.

Det var en helt suveræn safari. Vi så ufatteligt mange dyr. Korkodiller, flodheste, elefanter og ikke mindst en leopard! Hold da kæft.

Den spankulerede lige forbi os, et par meter fra bilen, det var helt vildt fedt.

Da vi kom hjem havde bavianerne ædt alle vores grønsager, så vi måtte lave mad af vores nødrationer – det var til gengæld ikke helt vildt fedt.

Lilongwe 25.okt.

Tidligt op, skal jeg love for. Vi stod op klokken 5, for at lave morgenmad. Klokken 6 tog vi på safari. Er det bare mig eller har vi madtjansen hver gang vi skal noget spændende?

Det var igen en safari i særklasse. Vi startede med at rende ind i en kæmpe flok elefanter, senere så vi masser af løver – det var virkeligt godt.

Lige nu er vi i Malawi, i hovedstaden Lilongwe. Det var meningen at vi skulle rough-campe, men vi slog lejr midt på noget der viste sig at være en afrikansk savanne-cykelsti og de lokale var ikke helt sikkert på hvor sikkert det var. Så vi flyttede fra cykelstien og ind til byen. Her sidder vi så på greenen ved 8. hul på den lokale og meget mondæne golfbane. Her er rigtigt fedt og det er Exodus der betaler!

Nanchengwa 26. okt.

Vi tog tidligt af sted, ind til Lilongwe for at handle og veksle penge. Selvom det er hovedstaden er der temmelig lukket om søndagen. Vi fik dog det vi skulle bruge og drog af sted på en 7 – 8 timers køretur, hvor vi bl.a. passerede bjergpasset Dedza. Flere steder undervejs var broer styrtet sammen, så vi krydsede et par floder på turen.

Umiddelbart udenfor Nanchengwa (ca 20 km) ligger der et marked. De sælger virkeligt flot forarbejdede trævarer. Her stopper vi på tirsdag, så vi kan få købt julegaver, så er vi da ude over det problem senere.

Vi har badet sammen med Bill Hathega – lækkert..!

Nanchengwa 26. okt.

Vi har ligget på stranden hele dagen, og gør det i øvrigt endnu. Det har været mindst 35 grader, så det er dejligt ikke at skulle lave noget. Lene er gået op til en lille fiskerlandsby for at kigge.

Senga Bay 28. okt.

Så blev det endeligt store julegave-indkøbsdag. Vi tog på marked og købte træting. Vi købte et skakbord til Per, lavet af ibenholt og mahogny, vildt flot og vi ved lige hvor det skal stå. Til Karin købte vi et salatsæt og til farfar en pibe formet som et elefanthoved, også lavet af ibenholt og mahogny – den sovser sikkert ad pommern til, men man kan jo ikke få alt. I vores handel indgik et par af mine gamle joggingbukser og et par gamle t-shirts. Nu kan vi altså bare læne os tilbage og lade julen komme – vi har styr på vores.

Ellers har vi lige vasket op og været i bad. Vi bor på en strand og har selvfølgeligt været i vandet.

I aften skal vi have lasagne, jeg går lige ned og kigger.

Kande Beach 29. okt.

Sikke da en møgdag. Vi kørte til Senga Bay klokken 8 – efter at have taget opvasken. Lene og jeg skulle både handle ind og i banken, så vi delte os. Lene handlede og jeg gik i banken. De fleste af de andre gik på posthuset for at sende souvenirs hjem.

I banken sagde de at det ville tage to timer at hæve penge på visa-kortet, men efter 4 timer var vi nødt til at veksle de dollars, vi havde reserveret til gorillatrek i Congo. Nu er vi så nødt tl at skaffe dollars i Tanzania eller på Zanzibar.

Niel og Pete var skide sure over at skulle vente, ikke mindst på os. Heldigvis kunne resten af gruppen dog stå sammen og sige de skulle droppe de sure miner, dog først efter at jeg havde sagt at det var ok hvis de ikke kunne vente en time, så skulle jeg nok selv finde til Kande Beach. Resten af dagen er gået fint, måske netop fordi den fik den skæve start.

Lene og jeg har lavet mad og det blev rigtigt godt.

Lene har forstoppelse på 5 døgn og har lige taget noget afføringshalløj, så der bliver sikkert rigtigt hyggeligt i teltet i nat.

Kande Beach 30. okt.

Hæ, hæ, jeg var med Lene på potten i nat. Vi har et ”long-drop” toilet og det var dælravende mørkt, så jeg var med for at skræmme bussemænd væk.

I morges stod vi op klokken 6 og tog en svømmetur, inden vi lavede morgenmad. Ellers har vi bare slappet af, badet og spillet freespee hele dagen.

Her til aften har alle de små uskyldige skolepiger været uartige – de har røget hashi go nu er de dårlige alle sammen.

Kande Beach 31. okt.

Endnu en laid-back dag på stranden. Og efter en laid-back dag på stranden trænger man selvfølgeligt til noget traditionelt afrikansk mad og noget traditionelt afrikansk dans – alt sammen vældigt traditionelt.

Det var ikke en skid traditionelt og det var da slet ikke indøvet – det var pinligt. Ja det var!

Nu lyder jeg måske lige lidt bitter, men det er jeg bestemt ikke. Der var da også positive elementer i den traditionelle afrikanske aften – den var nemlig allerede overstået klokken 21.

Resten af aftenen kunne vi så bruge på at rette tæerne ud igen og hygge os med Frk. Smilla og hendes fornemmelser.

Chitiemba (Dez´place) 1. nov.

Endeligt fik de tykke turister tumlet sig længere nordpå. Vi er stadigvæk ved kysten af Malawi-søen, men vi er på vores sidste stop i Malawi, næste gang er det Tanzania.

Vi bliver her i morgen med, så vi har lidt tid til vende os til at skulle rough-campe igen.

Både Suzanne og Melissa har været halvsløje i dag, men det er da for intet at regne, set i forhold til min meget alvorlige situation i Vic. Falls – når mænd er syge, så er det en helt anden alvor.

Lucy og Louisa er ved at bage chokoladekage over bålet og Lene hænger som sædvanligt ud i baren.

Chitiemba 2. nov.

Motion er sundt. Derfor var vi otte morgenfriske overlandere, der stod op klokken halv seks og tog på vandretur. Nærmere bestemt gik vi op i bjergene for at se til Livingstonia missionærerne og Dr. Robert Laws stenhus.

Det var ikke fordi vi var specielt interesseret i missionen, men dels havde vi hørt at turen skulle være ret flot og dels havde vi godt af motionen. Derfor gik vi. Og vi og vi gik. Vi var heldige med vejret, det var ikke steghedt, men lunt, overskyet og behageligt. Helt perfekt for en rask 8 timers hike. Det var velfortjent da vi kom tilbage på stranden og dasede og det var også velfortjent da vi spiste helstegt pattegris og drak os fulde i punch.

…Og det var velfortjent da vi faldt i søvn klokken halv ti!

Tanzania 3. nov.

Rough-camp igen, og madhold igen. Vi har kørt hele dagen og er nu i Tanzania. Vi forlod vores lejr klokken syv. Det tog umådeligt lang tid at komme ind i Tanzania. De er ikke særligt begejstrede for englændere. Nick havde visum hjemmefra, men det havde Niel og Pete ikke. Det var tæt på at de ikke blev lukket ind. Det havde været kønt hvis vi skulle køre tilbage til Lilongwe for at få et visum til dem.

Det gik heldigvis anderledes og Lene og jeg lavede frokost i det vilde, handlede på Tanzania-marked og har nydt det utroligt smukke landskab. Det er helt anderledes end i Malawi og det er lige før at det skifter ved grænsebommen, sært.

Vi har slået lejr for natten et rigtigt godt sted, det er et stykke fra vejen og dejligt ugenert. Det sidste er ret smart, for de fleste har diare efter pattegrisen i går.

Lene og jeg laver sweet’n sour gris. Af levningerne fra gårsdagens fest, naturligvis.

Tanzania 4. nov.

Ja, det jo ikke forbi dagen er ovre endnu, men nu har vi lige chancen for at skrive. Vi sidder lige ved siden af et lille vandfald og venter. Vi venter på at vi skal videre.

Vi har lige spist frokost og klokken er halv to. Vi venter på at klokken skal blive halv fire – for de næste 50 km af turen kører lige tværs igennem Mikumi nationalparken.Dyrene er faktisk meget menneskelige – de holder siesta. Så vi venter.

… Ha! – det var næsten ren spildt ventetid. Vi så kun nogle elefanter, zebraer og giraffer. Så meget for for at være så tålmodige.

Vi rough-camper igen, denne gang sammen med nabolandsbyens børn, og dem er der mange af.

Dar-es-salam 5. nov.

Salam – eller fred – er måske så meget sagt. Dar-es-salam er mildest talt en travl storby. Vi camperer lige nu ca. 20 km nord for byen. Portvagten render rundt med gummiknebel og pumpgun. Nabohotellet har været raseret af bander i sodiac-gummibåde, bevæbnede med AK47 geværer. Hyggeligt område! Der holder i øvrigt 9 andre overlandtrucks på pladsen.

Noget helt andet er at vi har været på posthuset, og det viste sig at vi både har venner og familie. Inden vi læste brevene, 8 stk!, ringede vi hjem. Det var dejligt at læse om livet derhjemme – også selvom det handlede om Pia Kjærsgaard og Birte Weiss.

Vi har lige rejst os fra bordet – vi har fået alt godt fra havet. Rigtigt lækkert.

Stone Town 6. nov.

Klokken var 8, da vi forlod den noget overrendte campsite. Halvanden times kørsel, ca.20 km, så var vi i Dar-es-salam. Og pludseligt var alle vores pengeproblemer løst. Vi kunne hæve penge på vores Visa kort. Nu skal vi bare have vekslet til US$ og så kan vi alligevel komme på gorilla-trek i Zaire.

Klokken 11 tog vi hurtigfærgen fra det afrikanske kontinent til Zanzibar. Turen tog et par timer og var meget stille og rolig – nogle enkelte dønninger var det eneste det indiske ocean kunne byde på. Lige nu er vi i Stone Town, der er hovedbyen på øen. Den er meget arabisk inspireret og afsindig idyllisk – virkelig en paradis ø.

Folk herude er glade og venlige, lige bortset fra dem der prøver at kapre hotelgæster nede på havnen, de var dælme aggressive. Der hersker en guds (Allah’s) velsignet ro over hele øen.

Vi spiste frokost (chicken masala) og tog på marked i eftermiddag. Til aften sprang vi maden over og gik i stedet ned til havnefronten for at se solnedgang.

Vi bor i øvrigt på et lidt for dyrt hotel, men vi har sgu fortjent det efter en måned i telt.

Stone Town 7. nov.

Man skal passe på, ikke at vænne sig til dette liv. Bad hver dag, ingen opvask eller madlavning. Til gengæld morgenmad på tagterrassen og laidback liv.

Vi har været på spicetur i dag. Det var faktisk både lærerigt og spændende. Vi købte noget safran, ikke rent, det var blandet op, så man har råd til at bruge det.

Det tog hele dagen, men så har vi også set alle øen krydderier.

Det er helt utroligt, hvad de kan byde på herude. Det er pga den arabiske indflydelse og skiftende muslimske herredømmer at der dufter himmelsk krydret over hele øen.

Her sidst på dagen har vi skrevet postkort og spist chokolade, og om lidt går vi ned og møder de andre på African House – vi skal ud at spise på restaurant two tables i aften.

Stone Town 8. nov.

I dag er det så blevet til ”I byen med Jonna Dwinger”. Vi skal nemlig tale om mad. I går spiste vi på restaurant two tables. Da vi kom til hoveddøren, ringede vi på og blev lukket ind i en helt almindelig entré hos en helt almindelig familie. Fra entréen blev vi ført op ad trappen, gennem stuen og ud på altanen. På altanen var der dækket op på to borde. Kokken og tjeneren var faderen i huset og baggrundsstøjen kom fra fjernsynet i stuen, hvor ungerne sad – herligt.

Maden var superb. Vi fik bl.a. minnestrone, blæksprutte, tun-steaks, søde brød med curry, indbagt sea-food, stegte grønne bananer, ris med noget rigtigt lækkert, men udefinebart, tilbhør og stegte søde bananer. Til sidst fik vi expresso og resten har glemt, men der var i alt 14 retter og som sagt, alt var helt i top.

I dag var vi på prison island, der sjovt nok har været fængsels ø. De kan alts noget med navne her. Vi snorklede i koralrevet omkring øen og lå og dasede på en krid hvid sandstrand, omkranset af turkisblåt vand – velkommen til Bounty-land. Oppe på øen snakkede vi med et par kæmpeskildpadder på over hundrede år, og gik en tur rundt om øen.

Dagens kedelige oplevelse var restauranten derude. Lene blev totalt ignoreret da hun ville bestille, de havde ellers kun to retter, ris med fisk og fish´n chips, så det var da til at overskue. De andre gæster blev også ignoreret, så det var altså ikke personligt. De lavede kun mad klokken 12:30 og man skulle bestille i god tid. Tjeneren var så uforskammet at vi endte med at gå igen, uden at spise. Et kvarter efter kom skovlen af en tjener ned på stranden og ville have penge for den mad vi havde afbestilt – kors! Han overfusede Lene, mens jeg var i vandet, skide frækt.

Men pyt, vi løste problemerne.

Lige nu er vi på vej ud at spise med Nick, Angela og Helen – de andre er taget til Ngonwe opppe på nordkysten. Vi har valgt at blive i Stone Town, for her er der stadig en masse vi ikke har set, og desuden gider vi ikke pakke og pakke ud, det er der rigeligt af i hverdagen på trucken.

Vi nåede også at gå på marked, hvor vi fik lavet nogle gode handler, synes vi.

Stone Town 9. nov.

Vi har været tidligt oppe og af sted til Kizi for at se delfiner. Der var ca 1½ times kørsel hver vej, på dårlige veje. Fra Kizi blev vi sejlet langt ud på Stillehavet, hvor der var delfiner. De havde desværre ikke lyst til at komme helt tæt på os, men vi svømmede da rundt med i en halv times tid. Både Nick og Lene var lidt utilpasse pga søgangen, Helen brød sig ikke om at snorkle og Angela gad slet ikke prøve. Så det var vist kun mig der rigtigt nød at være på tur. Den sidste del af formiddagen snorklede lidt rundt over et et koralrev, uden at der var vildt meget at se. På vejen hjem punkterede vi, så vores chauffør mistede hele dagens profit. Det var lidt synd, for han var rigtigt flink.

Det er ikke sidste gang vi går i vandet med delfiner – jeg synes det var ret fedt.

Stone Town 10. nov.

Sidste dag på Zanzibar. Vi tager af sted med færgen i aften og så håber vi at vi er i Dar-es-salam i morgen tidligt.

Lene har hele tiden gerne villet dykke på Zanzibar, så vi undersøgte mulighederne i går eftermiddags. I dag var det så store dykkedag. Jeg var med som det tynde øl, med snorkel-udstyr – mens Lene var iført alverdens dyre hospitalsudstyr, som fx, respirator, defilibrator, manometer, dybdemåler osv, osv. Men så var hus altså også i stand til at holde sig længere under vandet ned jeg var – desværre.

Jeg snorklede rundt 14 meter over alle de andre og iagttog – hun så faktisk ret sej ud og det var tydeligt at hun havde mere styr på det end de andre. Det var tydeligt at se på den luftmængde der boblede op, hvem der var rolig og hvem der var i live. Jeg tog lige en smut på besøg i dybden – scubaerne så ikke særligt imponerede ud, det var ellers hårdt nok at komme derned.

Efter dykker spiste vi frokost på en sandbanke ude i det indiske ocean. Det her er altså

En livstil man kan blive afhængig af ved længere tids misbrug.

Resten af dagen har vi snorklet sammen, bl.a. ved et skibsvrag og nogle vildt flotte koraller. Og vi har set 1000-vis af fisk i alle farver – smukt!

Jeg har selvfølgelig brugt en del energi på at overbevise Lene om at jeg er en bedre dykker end hende og at alt det dyre udstyr slet ikke er nødvendigt – faktisk er det nærmest lidt snyd. Man skal jo ikke tabe ansigt bare fordi man ikke er padi-diver! Lene gav mig faktisk ret og mumlede også etellerandet om at få fred.

Koronwe 11. nov.

Joken om bagerdrengens fødselsdag den 11. i 11. kan ikke oversættes til engelsk…!

Vores badeferie på Zanzibar er slut. Det var nu ellers lækkert. Vi hoppede fra borde på færgen ca. klokken 6 og blev så hentet af Niel. Efter morgenmaden daffede vi lidt rundt i Dar-es-salam. Vi gik bla. på posthuset og hentede det længe ventede brev fra Lenes far, vi vidste jo at det måtte komme.

Ellers er dagen gået med at køre, spise lidt kedelig frokost og køre lidt mere.

Niel har proklameret at han vil lave mad på vores maddag, men kun aftensmad. Vi skal så lave hans morgenmad og frokost + vores egen og dobbelt opvask. Tror han!

Ausha 12. nov.

Dejligt, så har vi endelig løst vores kroniske pengeproblemer. Fudlstændigt og totalt. Vi har fået hævet de sidste US$ på visa-kortet. Godt nok til en dårlig kurs, men vi fik dem. Vi sidder ved foden af Killimanjaro, vi kan kun se foden, resten af dækket af skyer. Hele området er vildt smukt. Vi er også lykkedes med at få en is – en Mars-is. Så vi er helt på toppen i dag.

Koratelu 13. nov.

Vi holder lige uden for Ngongoro og vi har opvasketjans, igen! Dagen startede med at handle ind på det bedste marked jeg nogensinde har været på. Det var et grønsagsmarked og de havde alt. Og så kom vi også lige til at spise en Bounty-is.

Der har været en del transport i dag, heldigvis kunne vi sidde i doggy-boxen en del af turen. Fedt område vi kører i nu. Vi glæder os utroligt til at komme på safari igen – og det skal vi allerede i morgen.

Ngongoro 14.nov.

Hurra – en måned til Lenes fødselsdag – men det snakker vi naturligvis ikke om. Tilgengæld snakker vi rigtigt meget om vilde dyr.

Vi har brugt hele dagen, fra 5 morgen til 17 aften, med safari. Vi blev hentet i Land Rovere og kørt ned i krateret. Det er en helt ubeskrivelig oplevelse – vi bliver nødt til at få en Land Rover på et tidspunkt. Selve krateret er ca 20 km i diameter og fyldt med vilde dyr. De er der ikke fordi de ikke kan komme op igen, men fordi de har helt optimale livsbetingelser dernede. Alle dyr er repræsenteret her – bortset fra giraffer. Her er næsten ingen træer, og derfor heller ingen giraffer. Vi var vidne til en løvejagt, altså en jagt hvor løven jæger. 8 hunløver og 1 hanløve lagde op til det helt store. De omringede en flok zebraer. Det var den helt store taktiske manøvre. Desværre gik gassen af ballonen og de blev trætte og skulle hvile sig. Det var åbenbart ikke umagen værd, eller også var de bare ikke sultne nok.

Vi sluttede safarien af med drinks på en lodge, med udsigt over savannen. Vi skal ikke lave mad i aften.

Serengeti 15. nov.

Kors hvor det regner!

Vi har kørt hele eftermiddagen med kæder på hjulene. Til sidst var vi nødt til lukke sidestykkerne på ladet ned for at sidde i tørvejr, men inden vi kom så langt nåede vi at blive temmelig våde. Ulempen ved at have siderne nede er at man stort set ikke kan se en skid. Og det er ret begrænset hvor meget man får ud af et gamedrive uden udsyn. Vi nåede heldigvis at se en masse løver med unger inden vi lukkede forestillingen. På sin vis er det også dejligt at se den side af naturen.

Vi har været i Serengeti siden middag. Inden vi kørte ind i parken, stoppede vi og lavede madparker. Der er åbenbart et vist spild blandt turister der ikke er inde i bilerne, så vi mente det var klogest ikke at rigge køkkenet til midt på savanen.

Specky Bay (Lake Victoria) 16. nov.

Det skulle jo ske. Når man kører I en to-hjuls trukken lastbil, påmonteret noget der ligner slickdæk – så sidder man altså fast en gang imellem. Det gjorde vi så i dag, I to timer. Vi tog tidligt af sted på safari. Jeg vækkede de andre klokken 6 og så af sted. Vi skar en ananas i skiver som vi spiste undervejs. Vi var af sted et par timer og så mængder af dyr, inden vi vendte hjem og spiste morgenmad. Og så var det vi tog på safari igen og sad fast.

Det kostede os to timers hårdt arbejde at komme fri igen, men det var nu meget skægt. Det betød at vi kom en time for sent ud af parken, men vi slap for at betale bøde fordi det var så vådt og smattet.

Resten af dagen har vi kørt i et utroligt smukt terræn, med nogle utroligt uvenlige lokale. De fleste vinkede venligt, men havde samtidigt tiggerhånden fremme og nogle enkelte kastede sten efter os og råbte. Pudsigt når man tænker hvor meget ulandsbistand der kommer til Tanzania. Jeg forventer ikke at folk skal være taknemmelige, for det er selvfølgeligt vores pligt at hjælpe, men hvis mine børn havde opført sig sådan overfor fremmede mennesker, så havde de dælme fået en røvfuld.

Dagens problemer er ikke overstået endnu. Vi kørte i det smukke landskab indtil vi kom til Victoria-søen, men vi så solen gå ned i den smukkeste solnedgang, mens vi var på vej. Normalt vil vi helst have slået lejr inden det bliver mørkt, så vi kan se hvor vi er. I stedet kørte vi ca 20 minutter ned ad en smattet markvej, indtil den blev dækket af vand og forsvandt helt. Så vendte vi om, fandt en lodge og tjekkede ind. Vi endte med at sove i deres faste telte, med lys og rigtige senge – dejligt!

Lake Victoria 17. nov.

What a night!

Jeg sov som en lille baby – fra klokken ti til klokken otte. Det var virkeligt godt.

Vi spiste morgenmad halv ni, dryssede lidt rundt og kørte klokken ti.

Vi kom til Mwansa ved to-tiden og troede vi havde masser af tid, men klokken halv fire fandt i ud af at færgen sejlede klokken fire. Derfor sprang vi vores frokost over og nåede kun lige med ombord på færgen. Færgen var bygget på Aabenraa værft og alle brandanvisninger var på dansk. Ombord kunne vi heldigvis købe lidt ris og kylling, så aftensmaden var reddet.

Mbarara (tæt på) 18. nov.

Gisp… Vi troede seriøst at turen var slut i dag! Vi troede faktisk at det hele var slut.

Vi havde lige spist frokost og var klar til at køre, de en pickup med en stor flok lokale mænd på ladet stopper og blokerer vore udkørsel. Fire eller fem af dem springer ned fra ladet og griber hver deres AK47 og går lige over i mod os. Vi blev eddermanme stille og sad bare og stirrede rædselslaget i nogle meget lange sekunder. Så vinkede den ene af dem lystigt til os og storsmilende går de forbi vores truck og videre ned ad den vej vi faktisk spærrede for dem. De skulle bare hjem til deres landsby, sikkert efter at have været i krig i Rowanda eller Zaire.

Bortset fra det, så sov vi dejligt på dækket ombord på færgen. Vi er kommet til Ugande og har kørt det meste af dagen.

Lake Karibuna 19. nov.

I dag har vi ændret planer. Egentligt skulle vi have kørt rigtigt langt, i rigtigt dårligt vejr og være i rigtigt dårligt humør. Men vi blev noget overraskede over at se solen, så vi ændrede altså planer. I stedet for at køre i 5-6 timer kørte vi i 40 minutter til Lake Karibuna, hvor vi har sløvet, læst, vasket tøj, været på potten og selvfølgelig skrevet dagbog.

Det trængte vi også til efter at have været kronisk på farten siden vi forlod Zanzibar. Der for er vi alle sammen happy, happy campers lige nu. Vi har handlet ind inde i Kabale, hvor vi købte chokolade og wienerbrød, som vi har gnasket hele dagen – happy, happy campers…

Kaisaro 20. nov.

Vi startede dagen med at handle i Kabale, inden vi kørte op til grænsen til Zaire – eller Dem. Rep. Congo, som det er kommet til at hedde i mellemtiden.

Vi fik bestilt vore gorilletrek og er nu sikre på at komme af sted. De andre røvbananer valgte at holde kæft, da man frivilligt skulle melde sig til et kort trek i morgen, i stedet for det lange trek i overmorgen – de lod simpelthen som om de ikke var tilstede. Mærkelig kultur. Det blev selvfølgeligt Lene og jeg der ofrede os. Fuldstændigt tåbeligt, når en del af de andre slet ikke er i stand til at gå de ca 8 timer den lange tur ellers kræver.

Kaisaro 21. nov.

Vi stod op kl. 04:45 i morges, spiste morgenmad og tog op til grænsen. Vi krydsede grænsen til fods i bælgravende mørke.Klokken 20 min. Over 6 blev vi samlet op af 2 pickups, der kørte os op i nationalparken.

Først gik vi en halv time op til hovedkvarteret og derfra en time op til gorillaerne, og det regnede i torve. Gorillafamilien bestod af en meget ung hun og en silverback. Størrelsesforskellen mellem dem var enorm – han var ca 3 gange så stor som hende. Og han var i et rigtigt bistert humør, sikkert pga regnen.

Det var en utrolig oplevelse at se dem. At vi var gennemblødte og kolde var lidt træls, men det ødelagde ikke oplevelsen.

Der hvor de laver er regnskoven helt tæt, fyldt med lianer og der gik en guide foran med machete, for at skære en sti gennem underskoven.

Da vi kom tilbage til hovedkvarteret skulle vi vente på et par andre grupper, så vi kom først tilbage til lejren kl. halv 8 – våde og kolde og trætte.

De andre havde lavet mad til os – så vi gør gengæld i morgen, når de kommer hjem fra deres tur.

Kaisaro 22. nov.

Så kom alle egoisterne af sted på deres tur. De tog også tidligt af sted. Vi stod først op ved 8-tiden, spiste morgenmad og gjorde rent i trucken – det tog hele formiddagen. Da vi spiste frolost ved 1-tiden kom Lucy og Nick pludseligt tilbage. De havde haft et uheld på vejen derop og deres minibus var væltet om på siden. De havde dog selv fået den på ret køl og var fortsat op til gorillaerne, men pga af nogle voldsomme troppebevægelser i området, kunne de ikke komme på den lange tur. De havde i stedet taget den korte tur, som vi også var på. Men de var rigtigt glade, det havde været en stor oplevelse.

Lake Karibuna 23. nov.

Vi er kørt tilbage til Lake Karibuna. Da vi handlede ind i Kabale på vejen, prøvede vi at ringe hjem, men der var ingen der gad tale med os. I Lake Karibuna har vi slappet af og skrevet turens sidste postkort. Lucy og Angela har fået lus, så Suzanne, der er skolelærer og vant til at finde lus, har tjekket os alle sammen.

Vores camp-site er blevet invaderet af en flok fulde overlandere.

QE II 24. nov.

Cool – vi har slået lejr midt inde i nationalparken QE II og vi kan høre flodhestene lige bag ved teltet. Vi har åbenbart slået lejr der hvor de går og græsser. Tidligere på dagen var vi ude at se chimpanser, det var vildt fascinerende.

Det tog ca 5 timer at køre hertil og vejret har mildest talt været blandet. Temperaturen skiftede fra ca 15 grader til over 30 grader i løbet af 1 time. Det gider kroppen altså ikke finde sig i, så det er ret svært at finde en passende påklædning.

Nick har valgt at bo på luksus-lodge, med eget bad. Jeg tror han er ved at være træt af campinglivet.

Kampala 25. nov.

Vi fes lige op på den nordlige halvkugle i dag, men inden da nåede vi en safari. Vi startede dagen med at rydde lejren for flodheste, bare så vi lige kunne komme til at pakke vores telte sammen. Hele natten har vi kunnet høre dem gå og grynte og smaske lige udenfor teltene. Vi tog på safari kl. halv 7 og spiste morgenmad midt ude i ingenting – men der var smukt.

Vi så ikke særligt mange dyr på turen. QE II er utroligt smukt, med et rigtigt savanne landskab og det er mere frodigt end fx Serengeti, men der er ikke særligt mange dyr. Idi Amins tropper har ryddet kraftigt ud i bestanden, de brugte simpelthen QE II som spidekammer.

Ca ved 18-tiden passerede vi ækvator, på vej til Kampala. Ækvator var symbolsk markeret med en linie og 2 ringe på vejen. Vi stoppede ikke, for det var blevet mørkt og vi ledte efter en god rough-camp. Vi endte med at køre helt til Kampala, hvor vi lige har gnasket en burger, inden vi går i seng.

Kampala 26. nov.

Så er det Lenes tur til at have ”the shitty thing”, som det så smukt hedder på disse breddegrader (ca. 0 grader nord, i øvrigt).

Hun har bare ligget og feset husleje af hele dagen, mens jeg har stået og vasket op i mit ansigts fodsved. Vi er cookteam i dag, men vi skal ikke lave frokost og aftensmad, da vi spiser ude – ren loppetjans.

Apropos lopper, så er jeg ikke helt overbevist om at alle de insektbid de andre kan fremvise er fra myg. De kommer om natten og på benene – jeg tror sgutte der er mange myg i deres soveposer. Nå, men Lene og jeg er heldigvis sluppet endnu – 7,9,13 og bank, bank.

Jeg fik Lucy til at handle ind morgenmaden i morgen, så skal jeg ikke forlade den hårdt plagede patient. Vi er på en lidt kedelig camp-site, pladsen er fin nok, men den blev angrebet med håndgranater for et par uger siden, og der var en ung pige der mistede sit ene ben. Så vi er meget opmærksomme på at alt hvad der kastes herind, bliver kastet tilbage igen.

Suzanne og jeg har lige spist burger igen og i aften skal vi spise etiopisk.

Jinja 27. nov.

Jeg lavede morgenmad mens Lene fes husleje af. Efter gårsdagens eskapader på toilettet var hun forment adgang i køkkenet. Så jeg lavede altså morgenmad alene. Vi fik den lækreste frugtsalat i mands minde – med banan, papaya, ananas, vandmelon og passionsfrugt- lovely.

Vi tog en taxi ned til Shereton og ringede hjem. Telefonen glemte at tælle ned, så vi fik godt nok talt længe. Det var lige ved at vi mistede pusten og løb tør for samtaleemner – jeg mener, så meget sker der jo trods alt heller ikke her i Uganda.

På vej til Jinja kørte vi forbi en af Nilens kilder og lige nu sidder vi lige uden for Bugigati Falls, der er en rapid på den hvide Nil. Nick har besluttet sig for at forlade turen i utide. Han smutter tilbage til Zanzibar en uges tid, i stedet for at tage med videre nordpå.

Jinja 28. nov.

De andre har været ude at rafte hele dagen, og jeg er rigtigt misundelig over ikke at være med. Men vi havde ikke råd. I stedet brugte vi dagen på at vaske, slappe af og læse. Jeg blev færdig med Smilla og har en god fornemmelse…

Vi lavede det helt store middagsarrangement til de andre, dækkede op med bananplade som dug og serverede 4 rettersmenu. Til sidst låste vi Neil ude af hans telt. Han havde slået det op i håb om at få Lucy i kassen.

Sipi Falls 29. nov.

Eller mere præcist, et par km fra Sipi Falls, hvor vi sidder særdeles fast på en bjergvej…

Vi kom fri igen og er kommet frem til en campsite lige ved siden af vandfaldet. Her er virkeligt smukt. Det er forståeligt nok også her de tager de officielle turist billeder i Uganda.

Turen herop var lige ved at koste os en tur udover en klippeside. Vi gled sidelæns helt ud til kanten, men klarede den heldigvis uden alt for meget dramatik.

Tilgengæld forlod Nick så turen i dag. Det er godt nok mærkeligt, og vi kommer til at savne ham. Desværre er det også et tegn på at turen lakker mos enden.

Kitale 30. nov.

Første søndag i advent (tror jeg) fejrede vi ved at indtage Kenya. Vi var bange for at vi ikke kunne komme fra Sipi Falls pga regn, men den stoppede ved 8-tiden og så var vi klar til at køre kl. 11 – men det var med kæder og i lavgear. Uganda forlod vi ved 3-tiden og Kenya kom vi ind i ved 5-tiden, efter møje og besvær. Det var nemt for os og Ireren, men alle de andre skulle have visum. Det vidste englænderne ikke noget om så det tog tid og det kostede US$ – glad for mit danske pas!

Lige nu sidder vi på en rigtig hyggelig camp-site. Det er 2 ældre engelske søstre der driver stedet. Det er meget hyggeligt og meget engelsk. Lene og jeg handlede ind til cookteam for næstsidste gang.

Eilye Spring 1. dec.

Hvad er mere passende end at bruge den første dag i julemåneden, midt i en oase, midt i en ørken?

Vi kørte tilbage til Kitale i morges for at tanke vand på trucken. Det lykkedes ikke, så vi var nødt til at købe hver vores 5-liters dunk, så vi ikke løb tør for drikkevand i ørkenen. Kitale var tørlagt for drikkevand pga en strejke, gad vide hvor mange danskere der ville finde sig i det?

Vi har kørt en masse i dag, Først i bjerge, hvor det småregnede og vi hundefrøs. Så kørte vi i ørken og 35 graders varme. Det skiftede så hurtigt at man tror det er løgn.

Eilye Spring, hvor vi er i dag og i morgen, er en oase ved en varm kilde. Her er en svømmepøl med rindende kildevand og et brusebad der er lavet af et rør man hæver og sænker. Alt sammen meget primitivt og dejligt.

Jeg hævede i øvrigt lidt flere shillings i Kitale, efter jeg opdagede at jeg kun havde hævet ca 200 kr sidste gang – lidt ubegavet, når det koster 30 kr at hæve. I dag hævede jeg 10.000 shillings (1000 kr)

Eilye Spring 2. dec.

2. dag i julemåneden blev brugt på at dase lidt og svømme lidt og se nogle børn danse etellerandet traditionelt og at gå på marked. Markedet var meget lille og havde en masse flet-ting. Vi købte lidt forskelligt, som nu indgår i julegavesortimentet. Dansen var ikke så god, men kors hvor havde de rytme, de unger.

Kitale 3. dec.

Og de 3 vise mænd red gennem ørkenen på deres kameler, ledt af den klareste stjerne på himmelen. Sådan startede den 3. dag i julemåneden faktisk for os. De 3 vise mænd blev selvfølgelig fulgt op af 9 knap så vise piger, og kamelen var forklædt som overlandtruck, der blev ledt af en Mercedes stjerne på køleren.

Vi er tilbage hos de 2 hyggelig ældre damer, hvor vi i aften skal spise kanin og applepie. Vi præsterede at køre 45 km efter is i dag, men det var det værd.

Eldoret 4. dec.

En kort køretur på 1½ time, lidt shopping og lidt afslapning.

Naiwasha 6. dec.

Dælens…!

Jeg misede en dag i går. Det er jeg altså virkeligt meget ked af. I går var vi i Makuru nationalpark, hvor vi gamedrivede og gik på potten. Vi så en masse næsehorn og giraffer osv. Nåh ja, så fik jeg altså også malaria. Det vidste vi selvfølgeligt ikke at det var i går, men vi var nu ret sikre Angela (læge), Lene (sygeplejerske) og mig (patient). Jeg havde hovedpine, ømme led og muskler og ret høj feber – rimeligt sikre tegn på influenza eller malaria.

I dag startede vi så – efter en søvnløs nat – med lidt gamedrive, hvor vi næsten kørte en leopard over og bagefter tog vi ind til Nakuru og fik konstateret malaria, handlet ind, spist frokost og ringet til Steen og Hilda i Nairobi. Eftermiddagen har vi spenderet i Joy Adamsens have, med te og kage og film om hendes liv. Alt i alt en dejlig dag i troperne.

Naiwasha 7. dec.

Vi sov længe i dag, eller rettere vi gik i seng igen efter at have lavet morgenmad til de andre. De fleste ville gerne op til Hells Gate nationalpark, men jeg var underlagt forbud pga. min Fansidar-behandling. Desuden har jeg også vildt ondt i røven efter den kæmpe injektion de gav mig på klinikken – troede sgu det ville ødelægge min balle-muskel.

Lene blev tilbage og underholdt mig og Angela blev tilbage fordi hun faldt på toilettet og fik en fibersprængning.

Efter frokost tog vi på til Joy Adamsen og fik eftermiddags te.

Det er vores sidste officielle aften – i morgen er det hele slut.

Nairobi 8. dec.

Det var så den tur. Nu er vi i Nairobi. Jeg ringede til Steen på hans arbejde og han kom og hentede os ved Sirona Hotel. Det var dejligt at det kunne lade sig gøre, med alt vores baggage. Nu er vi så hjemme hos Steen og Hilda, i deres hus i Nairobi – vi er alene hjemme, sammen med garteren, hushjælpen og dagvagtmanden.

Steen er taget tilbage på arbejde og Hilda er ikke kommet hjem endnu.

I aften tager vi ud og spiser Italiensk med gruppen. Det bliver nok det sidste vi ser til en del af dem. Kate, Angela og Suzanne flyver til Australien i morgen. Lucy tager tilbage til Killimanjaro, også i morgen. Louisa, Melissa, Nuala, Lene og jeg forlader kontinentet på fredag og Helen tager hjem på mandag.

Vi har kørt 10.876 km siden vi startede.

Nairobi 9. dec.

Så er vi officielt startet på vores nye liv. Vi går i bad hver dag, vi børster tænder i stedet for bare at spise chokolade. Vi er oven i købet begyndt at spise ved et bord.

Vi var med Steen og Hildas amerikanske ven, Chris, ude i Nairobi nationalpark hele dagen. Han har været fast besøgende flere gange om ugen i flere år, så han kender parken ret godt. Vi så næsehorn, bøfler, en hel warthog familie og ikke mindre end 10 løver. Og så var det en luksus safari med udsyn gennem en forrude og aircon i kabinen – fedt!

I aften har vi spist med Steen (og venner) her i huset, så hentede Steen og jeg Hilda og et par af deres spanske venner. Og så har vi i øvrigt siddet og sludret og hygget os til kl. Halv 2 i morgen.

Nairobi 10. dec.

Det er helt stressende at følge med i Steen og Hildas liv.De er hele tiden i gang med etellerandet eller skal etellerandet sted hen, men de virker enormt afslappede selv. Vi tog med Hilda i byen, for at gå på posthus og handle lidt ind. Vi fik en masse breve, fedt!

Ved 4-tiden mødtes vi med Hilda og handlede lidt mere.

I aften er vi inviteret til middag hos den colombianske ambassadør, så kan vi få luftet vores spanskkundskaber – hyggeligt!

Vi havde ellers noget af en krise, for Lene og jeg har intet tøj der kan bære at komme på besøg hos en ambassadør. Vi havde jo regnet med at smide vores tøj ud – ikke at bruge det ved middagsselskaber.

Nairobi 11. dec.

Jeg er officielt malariafri. Vi var på hospitalet, hvor jeg blev tjekket for alt!

Tilgengæld gjorde jeg et ihærdigt forsøg på at få hepatitis på en fiskerestaurant. Steen og jeg sad og gnaskede et kæmpe fad østers.

Det var Steen og Hilda der havde inviteret, og det var en super lækker restaurant. Forretten var, som sagt, østers. Hovedretten var en hel dampet stillehavskrappe. En rigtig lækkerbisken der spises med hjælp af nøddeknækker, kølle og et arsenal af gafler.

Hilda tog os med op til Karen Blixens farm. Det var sjovt at se et sted man har hørt så meget om – sikke en udsigt hun har haft.